Ny cykelsti mellem Flødstrup og Revninge
Søndag 16. februar blev den nye cykelsti mellem Flødstrup og Revninge indviet og er nu åben for alle.
Høj sol, store smil og to guld-sakse. Omkring 100 nyborgensere og kertemindere havde søndag formiddag smurt kæden og cyklet til kommunegræsen mellem Nyborg og Kerteminde, ca. 350 meter syd for Revninge Kirke, for at markere åbningen af den nye cykelsti mellem Flødstrup og Revninge.
Den nye cykelsti blev indviet med to korte taler fra henholdsvis borgmester i Kerteminde Kommune Kasper Ejsing Olesen (A) og borgmester i Nyborg Kommune Kenneth Muhs (V), hvorefter to fremmødte drenge fik æren af at klippe den røde snor over og officielt erklære cykelstien for åben.
Der blev serveret brunsviger, kaffe, te og juice til de mange fremmødte, der i øvrigt kunne fejre den nye cykelsti i et koldt, men flot og solrigt vintervejr på Østfyn.
Ekstra asfalt og striber
Cykelstien er nu åben for alle, og der mangler kun de afsluttende detaljer. Det kan dog først kan klares til foråret, når temperaturen rammer to-cifrede plusgrader, forklarer Jeppe Bonde, der har været projektleder på cykelstiprojektet:
Der skal lægges et ekstra slidlag asfalt på, og vi skal have cykelstien streget op, så snart vejret tillader det. Rabatten skal også beplantes, når temperaturen er lidt varmere.
Cykelstien er skabt i et fælles projekt mellem Nyborg og Kerteminde Kommune. Den er med til at sikre en sikker cykelvej hele vejen fra Ullerslev til Kerteminde, og den nye 3,8 km. lange dobbeltrettede cykelsti vil forbedre trafiksikkerheden markant mellem Flødstrup og Revninge.
Det glæder formand for Teknik og Miljøudvalget i Nyborg Kommune Søren Svendsen, der også var mødt op til indvielsen af den nye cykelsti.
- Det var fantastisk bare at cykle herud i dag. Cykelstien bliver et kæmpe plus for området, det er der ingen tvivl om. Før kørte bilerne tæt forbi, og nu er man som cyklist mere sikker og afskåret fra trafikken, påpeger han og erindrer hvordan forholdende var som cyklist i området, inden projektet gik i gang for et år siden:
- Der var flere gange, hvor vi lige måtte holde vejret, da vi var ude og kigge på området første gang. For bilerne kører hurtigt og var tæt på cyklisterne.
Projektet har et budget på 16.535.400 kr., hvoraf den statslige cykelpulje finansierer 50 %.
Du kan se flere billeder fra dagens indvielse af den nye cykelsti på vores facebook-side her.