Snart kan de ældste elever hver uge skifte skoledage ud med praktik
Fra august kan elever i 8. og 9. klasse bytte klasselokalet ud med praktikforløb hos en lokal virksomhed. Tilbuddet kaldes juniormesterlære og skal få flere elever til at trives i skolen og vælge en erhvervsuddannelse til.
Når klokken ringer ind til det næste skoleår, bliver det med et nyt tilbud på skemaet til eleverne i de ældste årgange. Op til i gennemsnit to 2 dage om ugen kan de lade skoletasken blive derhjemme og i stedet møde op på en virksomhed for at få værktøj i hænderne og omsætte fagene fra folkeskolen til konkrete opgaver på en arbejdsplads.
Størstedelen af undervisningen foregår derudover stadig i deres almindelige folkeskoleklasse, men til gengæld i færre fag. På den måde kan det praktiske få lov at fylde mere og forhåbentlig give skoleglæden tilbage til nogle af de elever, der ikke trives så godt i klasseundervisningen:
Det her tilbud er rigtig godt til dem, der måske er skoletrætte eller er nysgerrige på en erhvervsuddannelse – men det kan benyttes af alle. Med ordningen får de en mere varieret hverdag og får forhåbentlig øjnene op for, at der også er en oplagt uddannelsesvej for dem. Det gør folkeskolen mere rummelig - især overfor elever, som har brug for noget andet for at holde motivationen oppe,
Juniormesterlæreordningen er indført af Regeringen og er et tilbud til alle i udskolingen. Forventningen er, at ca. 25-30 elever fra 8. og 9. klasse i Nyborg Kommune vil benytte sig af muligheden.
Det er som udgangspunkt eleven og vedkommendes familie, der selv skal lave en aftale med en lokal virksomhed. Men hvis det ikke lykkes, står kommunens juniormesterlærekoordinatorer klar til at hjælpe og har sammen med erhvervsafdelingen allerede en liste parat med virksomheder, der gerne vil bidrage til indsatsen og tilbyde en praktikplads.
Alle dem, der gerne vil, skal have muligheden for at bygge deres skoledag op med en større blanding af praktik og boglige fag. Derfor er det fantastisk, at vi har et erhvervsliv, som allerede nu har meldt sig på banen og gerne vil bidrage. Vi er spændte på at skyde juniormesterlæren i gang efter sommerferien og forhåbentlig give nogle elever en skoledag, de trives mere i, og som bliver et springbræt til en ungdomsuddannelse,
Tilmeldingen til juniormesterlæreordningen skal ske via barnets egen skole, og alle elever i 8. og 9. klasse og deres forældre modtager mere information om muligheden efter sommerferien: https://www.ug.dk/6til10klasse/juniormesterlaere
For yderligere oplysninger, kontakt
Skolechef Lars Kofoed, tlf. 2384 7868.
Formand for Skole- og Dagtilbudsudvalget Suzette Frovin (SF), tlf. 6166 8187.
Juniormesterlærekoordinatorer Mette Ovdal, tlf. 4046 6406 eller Christina Markuslund, tlf. 2014 9032.