start på hovedindhold

Nyborg er først på Fyn med nyt tilbud til forældre

Et nyt tilbud skal hjælpe forældre med den gode dialog og hjælp til parforholdet. Indsatsen hedder ’Vores Parforhold’ og er et forebyggende tiltag for at give flere børn en stabil og tryg barndom.

Nyborg Kommune tilbyder nu som de første på Fyn en særlig støtte til familier, der står et svært sted i parforholdet og gerne vil have hjælp til at få styr på det gode forældresamarbejde, tillid, kommunikation, konflikthåndtering eller intimitet.  

Formålet med den nye indsats er at hjælpe par med børn med at mindske antallet af konflikter, så barndommen opleves tryggere for flere. Metoden, der er videnskabelig underbygget, bliver dermed en ny mulighed til forældrene – med fokus på at afhjælpe, at børn vokser op i konfliktfyldte hjem og for at styrke trivslen i børnefamilier. 

Forskning viser, at det gavner hele familien og ikke mindst børnene, når forholdet mellem forældrene er godt, og derfor vil vi gerne afprøve den her metode. Når forældrene trives indbyrdes føles familielivet stabilt og trygt, og derfor er det en relevant, forebyggende indsats at hjælpe par med at skabe eller fastholde det fundament. Det betyder ikke, at parforhold skal være perfekte – men forældrenes trivsel påvirker børnenes, og det vil vi gerne hjælpe endnu mere på vej,

- siger Janni Birkkjær Norrbom, der er leder af Familieindgangen i Nyborg Kommune

Indsatsen, der kaldes ’Vores Parforhold’ er opbygget i trin, hvor der er forskellige tilbud alt afhængigt af, om man fx bare gerne vil vedligeholde relationen, er havnet i en negativ spiral eller tæt på skilsmisse. Her er hjælp at hente fra alt fra podcast til gratis anonym rådgivning, spørgeskemaer, der tager temperaturen på parforholdet, onlinerådgivning eller i sidste ende parsamtaler.

Konceptet er allerede afprøvet i en række andre kommuner i landet, men lanceringen i Nyborg er den første på Fyn. Håbet er at kunne hjælpe flere til at søge hjælp til parforholdet og række ud efter hjælp til at bedre familiefundamentet.  

Det her er et tilbud, der møder familierne på det niveau af udfordringer, de står i. Vores mål er at hjælpe par, inden det kører så skævt, at den hjemlige atmosfære for børnene skaber utryghed og mistrivsel. Vi håber, at Vores Parforhold kan være med til at gøre det mere naturligt at søge støtte til parforholdet – og gerne før udfordringerne vokser sig store. De fleste par vil jo opleve udfordringer. Og nu kan vi tilbyde bedre hjælp, end vi kunne før,

- fortæller Janni Birkkjær Norrbom