Nyt samarbejde skal give flere børn i Nyborg en venskabsfamilie
Forestil dig en ekstra voksenven i hverdagen, der har overskud til oplevelser og nærvær med børn, som har det svært. Til at bygge en relation og invitere indenfor i eget hjem et par gange om måneden. Netop det kan frivillige venskabsfamilier bidrage med – og et nyt samarbejde skal give mange flere af dem i Nyborg i fremtiden.
Efter sommerferien starter et nyt samarbejde mellem Nyborg Kommune og civilsamfundsorganisationen Mentorbarn. Formålet er at give børn og unge i udsatte positioner bedre muligheder for trivsel og fællesskab – og løsningen på det hedder frivillige venskabsfamilier og venskabspersoner.
- Der er enormt mange styrker i et tæt samarbejde med det frivillige Danmark, hvor der netop er lyst og overskud til at kunne give noget ekstra, der rækker ud over kommunens opgaver. Derfor er det her samarbejde en kæmpe ressource for os og især for de børn i Nyborg, der med mentorordningen får flere gode voksenrelationer og måske et pusterum fra en hverdag, der nogen gange kan være lidt svær, siger social- og familiechef Charlotte Jensen.
Konkret går samarbejdet ud på, at Mentorbarn rekrutterer og matcher voksne og familier, der - ulønnet og med engagement – et par gange om måneden vil åbne deres hjem og hverdag op for et barn eller ung i en udsat position.
Processen er grundig og involverer også andre relevante voksne omkring den unge – for fokus er på at sætte mennesker sammen, der kan få en langvarig, stabil og tryg relation til hinanden.
- En venskabsfamilie erstatter ikke den kommunale indsats. Den supplerer den med noget, vi i Mentorbarn ved, gør en forskel. Her får barnet en tryg og frivillig relation uden krav, hvor der er tid, nærvær og plads til at være sig selv, og hvor stabile voksne kan bidrage til kontinuitet i barnets hverdag, forklarer procesleder Janne Nissen.
Derfor inviteres lokale familier nu til at engagere sig i at blive en ressource for andre, der måske ikke altid har det helt nemt derhjemme. Det kræver, at man har tid, lyst og overskud til at invitere et barn ind i sin hverdag og blive en relation, de kan regne med.
- Vi vil gerne spørge borgerne i Nyborg, om de har plads til en mere – bare engang imellem? For hvis svaret er ja, så har vi børn og unge, der virkelig vil få gavn af det. Det handler ikke om, at man skal lave alt muligt bestemt sammen – men om at have ekstra voksne i ens liv, der bliver en betydningsfuld relation og får barnet eller den unge til at føle sig vigtig, siger Janne Nissen.
-
I alt 24 hjemmeboende eller anbragte børn i Nyborg Kommune vil henover de næste tre år blive tilbudt en frivillig voksenven eller venskabsfamilie via Mentorbarn.
-
Hvis man er interesseret, kan man tilmelde sig via mentorbarns hjemmeside på https://mentorbarn.dk/venskabsfamilier/
-
Screeningsprocessen indebærer både telefonsamtale og hjemmebesøg, og der lægges vægt på familiens baggrund, motivation, nuværende livssituation, børnesyn og samarbejdsevner. Der indhentes desuden børne- og straffeattester på alle i husstanden over 15 år.
-
Når man er blevet matchet, følger Mentorbarn i det første år op på relationen og tilbyder løbende sparring, supervision og erfaringsudveksling.
- Samarbejdet med mentorbarn løber fra 2026-2028 og koster sammenlagt 912.000 kroner.